Indlæg tagget med ‘PC’

GTA IV officielt bekræftet til PC

torsdag, 7. august 2008

Vi vidste det jo godt. Jeg har vidst det lige siden, tja.. Siden spillet udkom til PS3 og Xbox 360, og det tror jeg også, at alle andre har. Nu slår Rockstar dog fast, at Grand Theft Auto IV udkommer til PC den 21. november i Europa. Ikke at jeg kommer til at spille det på computer – det skal spilles på en konsol, men det er jo alligevel en glædelig nyhed for alle de spillere, der endnu ikke har haft mulighed for at møde Niko Bellic i egen høje person.

En anden gang kan Rockstar godt lige få fingeren ud lidt hurtigere, så vi ikke behøver at sidde og vente på en annoncering, når vi alligevel godt ved, at det kommer. Vi er jo ikke dumme, vel?

Dragon Age på konsoller?

onsdag, 6. august 2008

Jeg indrømmer det blankt: Jeg har ikke spillet Mass Effect på en Xbox 360, men jeg har gennemtæsket det (og gennemtæsker stadig) på PC. Spillet har været den helt store oplevelse i år, og selvom jeg altid har beundret Bioware, så er de lige pludselig guder hos mig. Derfor blev jeg også glad for at høre, at Bioware er på vej med deres Dragon Age: Origins, som tilsyneladende bliver en franchise.

Nu kommer det store dilemma dog. RPG skal spilles på en PC, ikke? Eller skal de? Guderne (ikke Bioware, men bare guderne) skal vide, at jeg har spillet Elder Scrolls IV: Oblivion i tonsvis af timer på min PS3, men jeg kunne aldrig finde på at spille Mass Effect på min Xbox 360. Hvorfor? Det ved jeg ærlig talt ikke. Måske fordi mus og tastatur bare gør sig bedre til den genre.

Så hvad skal jeg gøre med Dragon Age? Biowares Greg Zeschuk har nemlig udtalt, at han sagtens kan forestille sig franchisen på konsoller i fremtiden. Heldigvis er deres fokus lige nu på PC, og derfor udkommer spillet også først dertil, hvilket betyder, at jeg måske slet ikke behøver at skænke mit dilemma en ekstra tanke. I hvert fald ikke i starten..

Måske burde jeg også bare droppe bekymringerne om mit dilemma, da der faktisk ikke er den store grund til frygt. Det er jo bare at vælge en konsol eller en PC og så gå i gang med spillet. Sværere er det ikke, og med Bioware imellem hænderne kan man aldrig gå helt galt.

Fallout 4 allerede bekræftet

lørdag, 2. august 2008

Woouussssh! Det var Fallout 4 der kom flyvende lige forbi 3′eren, som endnu ikke er udkommet. Hvorfor? Bethesdas Peter Hines har offentliggjort, at en efterfølger til det meget ventede RPG Fallout 3 allerede er på tegnebrættet.

“We didn’t buy the Fallout franchise to just do Fallout 3 and then stop,” siger han. “But let’s get this one out of the door before we worry about the next one.”

Hmm, ja. Lad os da lige nyde Fallout 3, før vi får serveret endnu et spil i serien. God idé, Hines. Ikke at jeg klager over, at der kommer endnu et spil. Og hvorfor klager jeg ikke over det? På grund af dette:

Hitler møder det okkulte

lørdag, 2. august 2008

Normalt ville jeg ikke smide en eller anden tilfældig trailer herind, men i dag gør jeg en undtagelse. Eller det gør jeg faktisk ikke, da traileren slet ikke er så tilfældig, men I fatter pointen. Videoen (leveret af Joystiq) er taget fra QuakeCon 2008, og denindeholder traileren for det kommende Wolfenstein.

Nu var jeg ikke den store fan af det sidste Wolfenstein – jeg var faktisk slet ikke fan af det (Wolfenstein skal jo have 3D i sin titel for at være spilbart!), men det virker ganske interessant med det okkulte aspekt. Forhåbentligt bliver spillet bare lidt pænere at kigge på, og med lidt mener jeg meget.

Doom 4 er på skinnerne

lørdag, 2. august 2008

Jeg har et lidt (meget) anstrengt forhold til id Software. Da jeg var mindre, var jeg helt fanatisk med Doom og efterfølgeren Doom II. Selv i dag vil jeg hellere spille et af de to spil end mange andre nyere titler, men så skete der noget katastrofalt i 2004, hvor Doom 3 udkom. Lignende bras skal man kigge længe efter.

Men nu har id Software sat sig for at gøre mig glad igen (og sikkert også tonsvis af andre spillere) – de er nemlig i gang med Doom 4, som heldigvis fokuserer på singleplayer fremfor multiplayer. Ja, det er et stort plus i min bog.

Spillet udkommer på PC, Xbox 360 og PS3. Hvornår? Ikke før sommeren 2010.. Tålmodighed er en dyd. Tålmodighed er en dyd. Tålmodighed er en dyd. Tålmodighed er en dyd.

Mass Effect DLC klar til PC

onsdag, 30. juli 2008

Hvis man, som mig selv, har glædet sig som et lille barn til det annoncerede DLC “Bring Down the Sky” til Mass Effect på PC, så er i dag (ellers faktisk i går) helt ligesom juleaften. Bioware har nemlig frigivet indholdet, som er ganske gratis.

Indholdet skulle gerne strække sig over 90 minutter, men desværre kan jeg af egen erfaring samt erfaringer fra mange andre fans fortælle, at der er flere problemer med opdateringen, som også indeholder patch version 1.1. Nogle oplever problemer med grafikken, imens andre oplever, at lyden ikke opfører sig helt optimalt. Nogle af problemerne kan løses via spillets opsætning, men Bioware må gerne lige tjekke sig selv efter i sømmene, inden der kommer andet indhold til spillet, medmindre det er endnu en patch, der løser problemerne.

Og så er det ellers bare tilbage til Normandy for at nedkæmpe Sahren!

EA genopliver PC-spil

onsdag, 30. juli 2008

Føler du dig overset af EA og deres sportsspil som PC-spiller? Personligt gør jeg ikke – sportsspil er til for at blive spillet på en konsol! Undtagen Football Manager, men det er jo heller ikke et rigtigt sportsspil, det er nærmere et statistik-spil med lidt fodbold blandet ind i det.

Ikke desto mindre kan Peter Moore fra EA fortælle, at spil som Madden og NBA kommer tilbage til computeren i 2009, hvor de kommer til at “udnytte online-tilslutningen på en større og mere meningsfuld måde”. Hvad han mener med det, er jeg fuldstændig ligeglad med. Jeg vil bare gerne vide, hvornår EA får lidt konkurrence på feltet for sportsspil?

GTA IV til PC.. eller hvad, Rockstar?

søndag, 27. juli 2008

Rygterne flyver rundt om ørerne på os, når det gælder Grand Theft Auto IV og muligheden for, at spillet kommer til PC. Nu har ESRB måske afsløret lidt mere end de skulle, da Windows PC er blevet vist frem som platform for spillet. Beviset (tak til Game-on-Game for det) kan ses nedenunder. Det “sjove” er dog, at hvis man prøver finde finde denne oplysning nu, så er den på mystisk vis forsvundet, så det kun er PS3 og Xbox 360, der optræder som konsoller.

Nu kan Rockstar godt kravle ud fra deres lille og bare annoncere spillet til PC – så bliver vi alle glade. Det er jo efterhånden ved at være verdens mest dårligt bevarede hemmelighed!

Grand Theft Auto IV hos ESRB

Mercenaries 2 improviserer

onsdag, 9. juli 2008

Det er blevet forsinket, så blev det forsinket igen og så atter en gang bare for sjovs skyld (skulle man tro), men nu er håbet om en kommende udgivelse den 31. august blevet fornyet med traileren “Improvise” til Mercenaries 2, hvor det bliver vist frem, hvordan man kan klare missionerne i spillet.

Det er faktisk ganske underholdende at vide, at hvis man ikke har held med at snige sig frem, så kan man bare sønderbombe det hele. Nu ved jeg, hvilket spil jeg skal have i baglommen, når jeg får lyst til at vride nakken om på næste spiludvikler der forsinker en længeventet titel..

Blizzard annoncerer Diablo III

lørdag, 28. juni 2008

Så kom dagen endelig! Efter lang tids spekulation løftede Blizzard i dag sløret for deres nyeste kapitel i deres populære Diablo-serie. Spillet blev vist frem ved Blizzards World Invitational i Paris til stor jubel fra masserne, der i lang tid har ventet på offentliggørelsen af et nyt spil fra firmaet.

Hvornår det udkommer er endnu ikke klart, men spillet er bekræftet til både PC og Mac. Der er også kommet en officiel hjemmeside op til spillet, som helt sikkert kun vil vække endnu mere begejstring hos fans af serien.

Hvis man hellere vil se billeder fra spillet, så kan det gøres her, og mon ikke hele denne annoncering betyder, at spilverdenen står på den anden ende og i Diablo III’s tegn den næste uge, hvis ikke længere.

Personligt har jeg aldrig sat fod indenfor i Diablo-verdenen, hvilket sikkert vil være ilde set hos mange spillere, men jeg kender trods alt lidt til verdenen i form af en ivrig bror med ekstrem hang til Diablo II, og selv jeg er blevet revet med af den hype, som Blizzard har formået at skabe de sidste par uger. Ikke mindst denne uge hvor spekulationerne har været mange og gættene har været vilde. Måske vil nu være et godt tidspunkt at starte et ordentligt bekendtskab med Diablo, så jeg ikke føler mig helt udenfor, når spillet en gang rammer markedet og endnu en gang skaber furore, drama og hype.